Tiden som nybagt mor

Den første tid efter man er blevet mor, til for tidligt fødte børn, er meget hård og følelsladet. For mig var det specielt hårdt, at jeg ikke kunne ligge på samme stue som mine børn den første uges tid, da de jo lå på neonetal og jeg på barselsgangen. Så når jeg om aftenen skulle ned på barselsgangen og efterlade mine meget små babyer for natten, var det med en del angst og ubeskrivelige følelser. Generelt klarede William og Magne den tidlige fødsel godt. Dagen efter deres fødsel kom de begge to ud af cpap, hvilket er sindssygt flot. De tog flot på, og fik enorm ros. På trods af at begge drenge klarede det så godt, var jeg stadig utrolig bange for om der pludselig skulle ske dem noget. For når man står der som gravid, og bliver vist rundt på neonetal afdelingen, bliver man på godt og ondt forberedt på at ens børn kan få en rigtig svær start på livet, når de bliver født for tidligt. Og selvom jeg var forberedt på at risikoen for at føde for tidligt, når man er gravid med enæggede tvillinger var stor, så havde jeg stadig en forstilling om at jeg gik tiden ud og skulle føde naturligt. Men når alt kommer til alt, så havde vi en utrolig god start på livet som forældre, og det dygtige personale på Roskilde sygehus gjorde, at vi følte os helt trygge ved situationen.

Når jeg ser tilbage på de første tre uger af mit nye liv som mor, kan jeg slet ikke forstå hvordan jeg klarede det. For ikke nok med at vi var indlagt på et hospital, så skulle drengene have mad hver anden time, og indimellem at vi gav dem sondemad, skulle jeg også malke ud, de skulle skiftes og jeg skulle nå og sove. Og de første 14 dage tror jeg maks jeg sov en time af gangen.

Efter 23 dage, blev vi udskrevet og fik endelig lov til at tage vores to dejlige drenge med hjem til vores lille hus og hund. 

Tilbageblik

William og Magne blev to år her den 01. Juli og det giver anledning til, at tænke tilbage på den dag for to år siden, hvor jeg blev mor til to meget små drenge.  Jeg mødte ind til en helt almindelig scanning tirsdag d 28/06. Men denne gang var alting ikke helt som det skulle være. Tvilling B, Magne, havde ikke ordenligt flow på hans navlesnor og havde ikke taget på siden sidste scanning. Vi kom derfor til en ekstra lægesamtale, hvor jeg som sædvanligt fik målt mit blodtryk, hvilket var alt for højt. Jeg blev indlagt, med formodet svangerskabsforgiftning og med frygt for begyndende ttts (tvilling til tvilling transfusionssyndrom) hos drengene. De næste dage fik jeg taget en masse prøver, jeg fik lungemodner til drengene og blev scannet hver dag.

Fredag d. 01. Juli kl. 11 skulle jeg igen til scanning, men denne gang var det scanningsoverlægen der var der. Hun konkluderede hurtigt at hun synes drengene skulle ud så hurtigt som muligt, da tvilling B stadig ikke havde taget et eneste gram på. Klokken 14 fik vi afvide, at vi skulle ned til semi akut kejsersnit kl. 19 samme aften. Vi brugte resten af dagen på at græde, snakke med vores familier og ikke mindst med hinanden. Det var en lang følelsesmæssig rutschebanetur. Jeg var så inderligt ked af at de allerede skulle ud, da jeg jo kun var i uge 33. Jeg følte nok også skyld. Skyld over at jeg ikke kunne passe bedre på dem, selvom jeg jo udmærket godt ved, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Jeg følte mig bare ikke helt forberedt på, at skulle føde allerede. Jeg havde, som så mange andre kvinder, en Forestilling om, at jeg skulle gå tiden ud og have en helt normal fødsel.

Nå, men klokken 21.00 blev jeg kørt ned til operationsstuen og jeg var skræmt fra hvid og sans. Jeg tror aldrig jeg har været så bange før i mit liv. Angsten for at miste vores drenge gjorde, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. Klokken 21.18 kom William med et ordenligt skrig og 2325 gram. Klokken 21.19 kom Magne, uden skrig og på 1610 gram. Begge drenge blev tjekket af et hold børnelæger og Kristian fik lov at sidde med William ved siden af mig. Kort tid efter blev begge drenge kørt på neonetal afdelingen, og jeg så dem først igen kl. 01.25 den nat..

Fortsættelse følger 😊

 

Mit første blogindlæg..

Mit første blogindlæg..

Hejsa.

Jeg hedder Camilla, jeg er 26 år og jeg bor sammen med min kæreste Kristian gennem 7 år. Sammen har vi tvillinge drenge på knap 2 år og selvfølgelig vores lille Shihtzu Sika 🌸

Min blog vil primært komme til at handle om hvordan det er at være førstegangsmor til tvillinger, det at føde for tidligt, og livet efterfølgende. Men også om vores familieliv generelt, mad og meget mere.

Jeg håber i vil læse med

-Camilla 🍀